Erto:
Folket og Dybet
Skyggeværk
April 2026, 221 sider, paperback & ebog, udgivet af Lumio Santo
Folket og Dybet af Erto er en (nær-) samtidsroman. Værket er en potent fortælling om kapitalisme, klima, kosmos og køn. Handlingen foregår et årti efter et uventet klimakollaps, Skiftet, der har medført matriarkalsk verdensstyre. Vi følger Erto i et desperat forsøg på at skaffe kapital til et eksperimentelt dykkersystem, der muliggør ekstraordinært dybe dyk. Han føres ud på en destruktiv og erotisk odyssé i det patriarkalske samfunds ruiner, hvor en stærkt forandret sædelighed forsøger at finde fodfæste. På trods af vedholdende modgang bliver Erto involveret i udforskningen af verdens dybeste ferskvandshule, et kolossalt aktiv i en klimavirkelighed hvor næsten alt drikkevand er forurenet.
Folket og Dybet er en barsk, men legesyg historie om det største i livet og hinsides, og hvordan vores ikke-bevidste tilværelse forhindrer os i at begribe og gribe det vigtigste. Men de fjerneste glimt ses som bekendt tydeligst i mørke: For at kende bogens sandhed må læseren deltage i Ertos skyggerejse, der vil udfordre og berige enhver, der når frem til det majestætiske mørke, dybt under Bornholms klipper.
Bogens manuskript blev skrevet i årene 2020-22, og siden er flere af dens forudsigelser blevet virkelighed. Det giver et seriøst og vigtig bud på folkesjælens natur. Erto er unik og fortjener udbredelse. Han benytter en usædvanlig udsigelsesstruktur, hvor han både er hovedperson, fortæller og forfatter, hertil desuden bevidst agent og kvasilitterært konstrukt. Han skriver som gjaldt det livet, hvilket for ham nok er sandere end de fleste. Han færdes hjemmevant i landskaber kortlagt af bl.a. Rimbaud, Kristensen, Bataille, Bukowski og absurdismen, men finder nye veje, både for dansk og international litteratur.
Forlaget Lumio Santo udgiver bevidsthedslitteratur. Folket og Dybet er første bind af en kvartet om bevidsthedens veje, Elementærkvartetten, udgivet i serien Erto Skyggeværker, der søger at udforske og oplyse alverdens skygger. Bogen er tilgængelig, hvor du køber bøger.
“Vi så os ikke tilbage, da vi løb mod bjergene og væk fra bølgerne, tørken og ilden. Broder hjalp ikke broder, søster hjalp ikke søster. Vi så os ikke tilbage, for der var ikke længere noget os. Vi døde uden kamp, hver især alene som forsvarsløse kreaturer på sletten, overgivet til tænderne af det monster, vi selv havde skabt.”
Vi havde naivt troet, at pandemierne før Skiftet var Moder Jords kærlige måde at sætte os i skammekrogen på, i tænkeboks, så vi kunne lære vores lektie og gøre alt det rigtige, som vi udmærket vidste, vi skulle gøre. Men virusserne var ikke en løftet pegefinger, det var den yderste dags basuner, fanfaren der skulle jage os en frygt i livet. Vi skulle forstå til fulde, at nu kom den altså, straffen for vores grådighed, hvor vi omsider mistede vores hjem, vores kære og hele vores eksistensgrundlag.
Men selv her fejlede vi som race, for vi forstod det ikke. Rædslerne blev præcis som scenerne i de halvdårlige katastrofefilm, vi havde set til bevidstløshed et utal af gange. Virkeligheden var blevet uvirkelig, for vi havde gjort os selv ufølsomme og fjerne fra den verden, der gik under for vores slørede blik. Vi havde næret kapitalismens hydra ved vores bryst og tankeløst fodret dens altædende forbrugerisme og endeløse vækst. Indtil den voksede sig for stærk og gjorde os selv til byttet allernederst i den fødekæde, vi engang pralede af at regere.
– Erto: Folket og Dybet, s. 58-59
